Silkeborg for 100 år siden

Med Historien Hallo kan du gå på opdagelse i Silkeborg for 100 år siden. Silkeborg Arkiv har arrangeret en hyggelig og spændende tur rundt om Remstrup Å. Her kan du på din mobiltelefon høre en række historier om hvordan livet var i byen omkring 1909. Du hører historierne på din mobil ved at ringe op til 99 40 05 83 når du møder det orange Historien Hallo-skilt og trykke nummeret på skiltet. For at finde rundt mellem posterne skal du bruge gps eller et kort over ruten., som kan findes nederst på denne side.

En ung by i et andet samfund

For 100 år siden var Silkeborg kun 65 år gammel. En ung by, fuld af fremdrift. Byen var, trods sin unge alder blevet købstad i 1900 og så sig selv som den, der bragte den moderne verden til det mørke Jylland. Det gav en vis selvfølelse.

Hejrens stabelafløbning 15. maj 1909. Silkeborg Avis havde sendt en fotograf for at markere den store begivenhed.

Silkeborg var områdets trafikale knudepunkt. Her mødtes jernbaner og veje og byen fik et topmoderne dampskib. Byen havde en blomstrende industri og man talte om at bygge et elværk. Samtidig var byen ved at blive kendt som lidt af et ferieparadis med blå søer, dybe skove og Himmelbjerget. Også kurbadene tiltrak mange gæster. Tiden var en optimistisk tid, med gang i hjulene.

Men også samfundet var anderledes. Kongen udpegede byens borgmester, ikke byrådet. Kvinder fik netop i 1909 stemmeret, men kun til kommunevalg. Faktisk var det kun mænd, som kunne klare sig selv, der til fulde kunne nyde deres borgerlige rettigheder. Kvinder og fattige skulle ifølge loven behandles anderledes. På den måde var samfundet den gang et andet og på en måde som vi har svært ved at forestille os i dag.

Kneippkur-anstalten i Silkeborg. Koldt vand og barefodsgang var led i behandlingerne.

Det er i det samfund i årene omkring 1909 vores historie udfolder sig. I de 7 historier kommer vi omkring mange forskellige begivenheder, lige fra en skrækindjagende epidemi til eksotiske kolde bade og bare tær. Og så kan du få sandheden om Iskælderdalen.

Tag mobilen med ud og oplev historien, hvor den foregik. Det koster almindelig mobiltakst at ringe til Historien Hallo.

Rigtig god tur.

Silkeborg Arkiv

Hent oplysninger om turen: