Højt i Laven
Har du oftest set Julsø fra Himmelbjergets smukke top? Det er en skam - for fra den modsatte side af søen har du udsigt over - ja Himmelbjerget - men også Møgelø og skovene syd for søen. Fra Gammelkol er udsigten over Dynæs fantastisk, men Dynæs Voldsted er naturligvis også et punkt på turen. Start på Gammelkol og besøg Dynæs til sidst.
Om Dynæs' beboere gennem tiden er fortalt mange historier. Sagn og legender om ulykkelig kærlighed
findes i mange forskellige udgaver - alle lige fantastiske. En af de meget kendte Dynæs-mænd er digteren Johan Skjoldborg - en god ven af Martin Andersen Nexø,
der derfor også har haft sin faste gang på Dynæs. Hør historien når du kommer ud til voldene og finder det orange Historien Hallo-skilt.
Sådan gennemføres turen
Parker bilen ved P-pladsen ved Gammelkol, følg stien forbi hestefoldene op til Gammelkol og følg den lille sti ned til Dynæs. Det er privat område, så hold dig inden for veje og stier og vis i det hele taget hensyn. Når du kommer til Dynæs smukke bygninger og den store port, så gå til højre om bygningen. Den vej kommer du ud til voldstedet. De stejle bakker gør, at turen ikke er for gangbesværede. Men trækvogn med madpakker og klapvogn til de mindste kan sagtens komme frem.
Rigtig god tur.
Silkeborg Kulturhistoriske Museum
Hent oplysninger om turen:
- GPS-koordinaterne til turen (PDF-fil, som kan udskrives)
- Se og udskriv kortet over ruten
